De første danske kanonbåde (1760´erne) var typisk beregnet til forsvar af havne, især ”Flådens Leje” i København. Det var forholdsvis små fartøjer, som blev roet frem. De havde dog som supplement en beskeden sejlføring.
Ved flere store søslag havde kanonbåden vist sin effektivitet, og da den tilmed var billig og hurtig at bygge, blev der bl.a. efter ”Flådens ran” (1807) iværksat et stort byggeprogram. Alene i 1808 blev der bygget 96 kanonbåde.
Kanonchaluppen var den største af typen. Den var ca. 23 m lang og havde en kraftig kanon for og agter. Besætningen var på 64 mand, hvoraf de fleste var roere. Der var 14 årer i hver side, som hver blev betjent af to mand.
Der må have været meget trange pladsforhold ombord, og man var udsat for vind og vejr, og fjendens kugler, uden mulighed for at komme under dæk. Når båden ikke var i aktion, blev der etableret teltlejr og feltkøkken på land.
Når båden skulle klargøres til kamp, blev sejl og master stuvet af vejen, kanonerne bakset i stilling, og ammunition m.v. gjort klar. Til manøvrering af båden, var ca. halvdelen af årene bemandet.
Efter fredsslutningen i 1814, hvor Danmark bl.a. mistede Norge, blev kanonbådene gradvist udfaset.