Flådens udvikling

Afsnit 1

Den Danske Flådes udvikling fra Margrethe den 1. til Margrethe den 2.

Det var dronning Magrethe den 1. (1353-1412), som indså nødvendigheden af, at regenten kunne råde over en slagkraftig flåde, dels for at holde sammen på den skrøbelige nordiske union, og dels for at sikre farvandene omkring sig og holde Hansa-stæderne i skak.

Derfor befalede hun i slutningen af 1300-tallet at adelen og købstæderne skulle bekoste og udruste skibe til rigets forsvar.

Der var dog store problemer med at få denne ”leddings”-ordning til at fungere, og i løbet af 1400-tallet opstod der efterhånden behov for en permanent flåde. Og under kong Hans (1481-1513) fik flåden en fastere organisation og der blev for første gang bygget større skibe til den kongelige flåde.

Til at begynde med var de fleste af skibene i leddings-flåden af langskibstypen (vikingeskib). Det var overvejende skibe, som under normale forhold blev brugt som handelsskibe, og i krigssituationer brugt til transport af mandskab og materiel. Langskibene var sødygtige og velsejlende, de kunne gå for sejl og årer, og samtidig kunne de på grund af deres ringe dybgang sejle langt op ad floder og åer.

Afsnit 4

Kong Hans grundlagde orlogsværftet på Slotsholmen i København i 1500 tallet, og påbegyndte bygningen af skibe som var større end man hidtil havde gjort, bl.a. Englen og Maria af karaktypen.

De var alle bygget på klamp, dvs. der fandtes ingen tegninger eller beregninger til det enkelte skib, men byggeriet hvilede udelukkende på skibsbygmesterens erfaringer og en aftale om skibets omtrentlige størrelse og bevæbning. Derfor var dygtige bygmestre, som oftest var udlændinge, meget efterspurgte.

Den unge  Christian IV, som blev konge i 1588 og som var var meget optaget af flådens udvikling, ansatte i 1597 den skotske skibsbygmester David Balfour.

Det første større  skib han byggede, var den dansk-norske galeon Argo,  og  han var  den første kendte skibsbygger, som udførte en konstruktionstegning til  skibet som grundlag for bygningen. Op gennem 1600-tallet udvikledes teknikken, og et konstruktions forlæg blev obligatorisk ved bygning af orlogsskibe.

I 1701 oprettedes   Søkadet-akademiet, hvor bl.a. danske søofficerer kunne videreuddannes til skibskonstruktører.

Opfindelsen af krudtet og udviklingen af kanonen, fik meget stor betydning for krigsskibenes bygning og anvendelse. Skibene var nu ikke mere transportskibe, men egentlige krigsskibe (orlogsskibe), som på en passende afstand, kunne tage kampen op mod fjendtlige skibe og landbefæstninger.

Afsnit 6

Den endelige fred med Sverige blev sluttet i 1720, og i den efterfølgende, næsten 80 år lange fredsperiode var genopbygningen og reorganisering af flåden højt prioriteret, og der blev bygget mange nye skibe.

De største var linieskibe, som  havde to eller flere dæk hvor der var anbragt kanoner, hvoraf der kunne være fra 50 til 130 stk. Linieskibene var særligt udviklet til søslag, hvor skibene sejlede på linie og beskød fjenden. Fra nederste kanondæk skød man vandret mod fjenden, hvorved kuglen ´slog smut´ på havoverfladen, og derved kunne ramme fjenden tæt på vandlinien.

Bygningen af et stort orlogsskib krævede enorme ressourcer, ikke kun materielle, men også arbejdskraft. Der fandtes ingen maskinelle hjælpemidler, - kun håndværk og muskelkraft.

Egetræ var det vigtigste materiale, og til et enkelt stort skib skulle bruges 1500 – 2000 store træer. Træerne blev nøje udvalgt og registreret af skibsbygmesteren i skovene rundt omkring i landet, og møjsommeligt transporteret til værftet, hvor det blev lagt til lagring.

Foruden skibsbyggere og smede var der til værftet knyttet et stort antal håndværkere med særlige specialer, f.eks. mastemagere, rebslagere og sejlmagere.

Afsnit 7

I den lange fredsperiode (1720 – 1801) oplevede kun få af de nye skibe at blive fuldt udrustede. De fleste blev kun delvist  udrustede til inspektionsopgaver og øvelses togter. Den danske flåde opretholdt dog officerskorpset og det meste af mandskabet selv om der var  fred, i den hensigt, at højne uddannelsen og rutinen ombord

Samtidig med udviklingen af linietaktikken, hvor linieskibene gik i tætsluttet kølvandsorden, opstod et stigende behov for at admiralen kunne meddele sig til sine eskadrer og skibschefer. Ved møde med fjenden og ved overgang fra marchformation til kampformation var det vigtigt at alle de involverede skibes chefer kunne følge admiralens strategi . Der kunne også være behov for før og under kampen at formidle ordrer om ildåbning, kursændring, gennembrudsforsøg m.v. Det er indlysende, at en orlogsflådes forlægning og kamphandling ikke kan aftales i forvejen, men nødvendiggør et system, som kan formidle  ordrer og informationer, således at admiralen kan bringe sine taktiske beslutninger til udførelse.

I løbet af 1700 tallet blev der langsomt udviklet et system  der  var baseret på en såkaldt signalbog., Princippet i signalbogen var at bogen indeholdt en liste med  nummererede ordrer, som man forestillede sig der kunne blive brug for. Desuden en beskrivelse og illustration af en række signalflag, samt en tabel hvormed man kunne sammensætte et bestemt antal flag, så disse signaliserede et specifikt tal. Signalbogen og flagsæt skulle være ombord på alle flådens skibe.

Hvis admiralen  vil give ordre om f.eks. kursændring, finder han denne ordre i signalbogen og hvilket nummer den har. Derefter sammensætter admiralens signalmand flagkoden efter tabellen og hejser flagene i riggen. Når signalet observeres af eskadren, afkodes flagene, og via nummeret findes ordren i signalbogen.

Hen mor slutningen af 1700 tallet var systemet udviklet til en ret kompliceret sag med mulighed for en  nuanceret ordregivning og desuden tilbagemeldinger og rapportering.

Dette kommunikationssystem blev anvendt i flåden til op midt i 1800 tallet, hvor det blev fortrængt af morse systemet og senere af telegrafien.

Afsnit 9

I slutningen af 1700-tallet trak der atter mørke skyer op over Danmark. Englænderne var ikke tilfredse med, at Danmark havde indgået aftaler som kunne begrænse adgangen til Østersøen, og i 1801 angreb englænderne København med en større flåde under ledelse af Lord Nelson.

Man havde ikke nået at klargøre den danske flåde, men på trods af den engelske overmatchning klarede danskerne slaget (Slaget på Reden, 1801) ganske godt. Den unge søofficer Peter Willemoes fik nærmest heltestatus, som kommandør af et flådebatteri.

Den danske kronprins valgte dog at overgive sig for at skåne hovedstaden og bevare flåden.  Men Danmark måtte ophæve begrænsningerne for adgang til Østersøen.

Den danske flåde var dog stadig en torn i øjet på englænderne, og i 1807 ankom en stor flåde og landstyrke til København.  Efter flere dages uafbrudt bombardement af byen, gav man op, og englænderne kunne sejle hjem med stort set hele den danske flåde og udrustning (”Flådens Ran” 1807).

Kun enkelte skibe slap for udlevering, bl.a. linieskibet Prinds Christian Frederik, som lå i norsk havn.  Dog - året efter gik skibet tabt i en kamp mod en britisk eskadre ved Sjællands Odde, hvor også Peter Willemoes blev dræbt.

Afsnit 9

Tabet af flåden var en katastrofe  for landet, som hverken havde økonomi eller egetræ til at genopbygge en flåde.  Derfor satsede man på at bygge et stort antal kanonbåde, som havde den åbentlyse fordel, at de var billige, hurtige at bygge og kunne bygges mange steder rundt i landet.  Kanonbådene havde ved flere lejligheder vist deres effektivitet, og de kunne stationeres overalt ved kysterne, og blot afventede britiske konvojer på vej gennem danske farvande.

Da freden med England endelig blev sluttet i 1814, måtte Danmark afstå Norge, og den dansk-norske sømagts æra var definitivt slut.

Manglen på egetræ bevirkede, at Frederik den VI. iværksatte en storstilet nyplantning af egetræer. I løbet af 1807 blev der rundt i landet plantet mere end 90.000 egetræer.

(Det er måske en spøg, men det siges, at en skovrider, her i 2020 har meddelt Forsvarsministeriet, at træerne nu skulle være klar til brug!)

Danmark gik svækket ud af krigen mod England.  Norge var tabt og staten gået bankerot, Men lidt efter lidt kom der igen liv i handelen og søfarten.

Flåden fik høj prioritet, og selv om det var småt med både penge og egetræ lykkedes det dog i løbet af en årrække at genoprette flåden, så den igen var i stand til at beskytte danske interesser.

Afsnit 10

I midten af 1800 tallet indledtes en ny æra indenfor skibsbygning. Ude i verden var man begyndt at bygge skibe af jern, og fremdrive dem med dampkraft.

Det første jernskib i den danske flåde var Ægir, som blev indkøbt i England i 1847. Ægir var et såkaldt hjulskib, som blev fremdrevet af kæmpemæssige skovl-hjul på hver side af skibet.  Det levnede ikke meget plads til artilleri, og der var fra begyndelsen ikke megen tiltro til anvendelighed og maskineri i det hele taget.

Afsnit 11

Der blev også fortsat bygget træskibe, hvoraf de seneste fik installeret dampkedler og –maskine.

De tre linieskibe, Niels Juel, Jylland og Sjælland, blev de sidste større træskibe bygget til flåden. Der var planlagt endnu et linieskib, men det blev ændret til panserbatteriet Peder Skram, som indgik i flåden i 1866.

Afsnit 12

I perioden 1848 til 1864 blev Danmark og dermed flåden engageret i en løsrivelseskrig mod de Sønderjyske hertugdømmer, hvori også Preussen og Østrig deltog på oprørernes side.

Alle flådens oplagte skibe blev i løbet af krigen udrustede og klargjort til kamp, og de gjorde stor nytte, især ved blokade af de nordtyske havne. Det blev også den krig, hvor danske hjul- og skrueskibe for første gang kom til at spille en afgørende rolle, både som egentlige krigsskibe og som transportør af hæren fra skueplads til skueplads.

Men mens flåden havde succes med de fleste af dens opgaver, var hæren overalt på tilbagetog.

Ved fredsslutningen i 1864, mistede Danmark atter et stykke land, Sønderjylland.

Afsnit 13

Efter krigen havde flåden igen behov for genopbygning og reorganisering. Men i den lange fredsperiode på næsten 50 år, som fulgte efter 1864, byggede dansk udenrigs politik på at holde Danmark neutralt, og flåden skulle derfor opbygges til forsvarsopgaver.

Den teknologiske udvikling fortsatte dog ubønhørligt, og der udvikledes nye våben, bl.a torpedoen. Træskibene blev afløst af skibe bygget af stål. Skibskanonerne blev stadig større, fik længere rækkevidde og større præcision.

Der blev udviklet søminer, og en del af skibene blev særligt udstyret til udlægning af minerne.  Samtidigt blev der bygget minestrygere, som var udrustede til at uskadeliggøre fjendtligt udlagte miner. De relative lave vanddybder omkring Danmark, var velegnede til mineforsvar, og flåden var parat til at sikre minefelterne og de danske farvande i øvrigt mod neutralitets-krænkelser.

Fra England blev der indkøbt særlige torpedobåde, som var mindre, hurtiggående både, hvis hovedarmering bestod af to til flere torpedo-udskydnings ramper.

For den dansk flådes vedkommende var det en balancegang at udvikle flåden uden at overtræde neutralitetsbestemmelserne

Afsnit 14

Omlægningen af skibsbyggeriet fra træ- til jernskibe var en kolossal opgave. Fra en organisation med århundreders traditioner for træskibsbygning til en helt ny teknologi, hvortil man hverken havde de nødvendige maskiner eller mandskab. Men hvis ikke alle ordrer på nye skibe skulle gå til udlandet, var etablering af de nødvendige produktionsfaciliteter, og oplæring af mandskab nødvendig.

Der blev sat store ressourcer ind på at få produktionen i gang, og i løbet af nogle få år kunne Orlogsværftet begynde at levere stålskibe, og i perioden op til 1. verdenskrig blev der fra værftet leveret torpedobåde og flere store kystforsvarsskibe, bl.a. panserskibet Tordenskjold i 1880.

Afsnit 15

I 1809 fik flåden en ny skibstype, ubåden, en skibstype der skulle komme til at sætte sit voldsomme præg på de to næste verdenskrige.

Man havde i Italien købt den nybyggede ubåd Dykkeren. I løbet af de næste 5 år modtog søværnet yderlige 6 ubåde, hvoraf de tre sidste blev bygget på Orlogsværftet. Ubåden Havmanden som blev søsat i 1911 blev således den første ubåd bygget i Danmark.

Ved verdenskrigens begyndelse rådede flåden over 12 ubåde.   Efter den tyske besættelse af landet blev de alle først oplagt, og senere i 1943 sænket af egen besætning.

Nogle få år efter krigen kunne Orlogsværftet igen levere ubåde

Afsnit 18

For sent opdagede den danske regeringen de mørke skyer, som igen drev ind over Europa, men da Hitler i 1933 overtog magten i Tyskland, blev bevillingerne til forsvaret omgående øget, og for flådens vedkommende blev der igangsat nybygninger af bl.a. ubåde og mineskibe.

Men alligevel var den danske flåde, da 2. verdenskrig brød ud i 1939, af en sådan beskeden størrelse, at den var uden betydning overfor en stormagt som Tyskland eller blot til beskyttelse af eventuel dansk neutralitet.

Da tyskerne angreb Danmark i april 1940, valgte Søværnets ledelse efter ordrer fra regeringen ikke at gøre modstand.

Danmark blev besat og efter aftale med besættelsesmagten blev hovedparten af den danske flåde oplagt. Efter nogen tid fik flåden dog tilladelse til at gennemføre begrænsede øvelses- og uddannelsesaktiviteter, og Søværnet gik med til at foretage minestrygning i de danske stræder.

Men efterhånden blandede tyskerne sig mere og mere i søværnets aktiviteter, og man indså, at det kun var et spørgsmål om tid før en tysk magtovertagelse af den danske flåde og de øvrige militære værn ville komme.

Regeringen meddelte værnene, at et angreb ikke måtte imødegås med magt, men søværnets ledelse besluttede, at man ikke ville udlevere skibene intakte til tyskerne, men enten sænke dem eller om muligt afgå til svensk territorium. Søværnets chef udarbejdede en forholdsordre herom, som blev tilstillet skibscheferne.

Da tyskerne den 23. august 1943 angreb Holmen, blev der givet signal om at iværksætte den planlagte sænkning af flådens skibe.

Det lykkedes at sænke 32 skibe, heraf panserskibet Peder Skram, som lå fortøjet ved mastekranen på Holmen. Kun ganske få mindre enheder nåde i sikkerhed i svensk område.

Som følge af krigen, satte de krigsførende nationer alt ind på at udvikle og producere nye og bedre våben og andet krigsmateriel. Der blev gjort epokegørende opfindelse, som f.eks. radar og sonar,  og computeren kom så småt i anvendelse.

Afsnit 20

Gennem NATO fik Danmark bevillinger til etablering af nye flådestationer.  De blev placeret ved Korsør og Frederikshavn, og indviet i 1962.

Fra 1950 kom der godt gang i bygningen af nye orlogsskibe på Orlogsværftet og flere andre danske værfter.  I 1960 blev der bl.a. leveret 4 minestrygere til Vig-klassen.

Afsnit 21

Efter krigen havde et ’Jerntæppe’ sænket sig ned over Europa og delt det i to, med NATO på den ene side og Warszawa-pagten på den anden.  Den Kolde Krig’ som udviklede sig mellem de to parter resulterede i et intensivt våbenkapløb.

Til håndhævelse af suveræniteten oprettede NATO en stående sikringsstyrke (STANAVFORLANT) hvortil det første danske bidrag i 1970 var fregatten Peder Skram.

Afsnit 22

I 1989 besluttede regeringen at nedlægge Orlogsværftet, og samtidigt flyttede Søværnet alle aktiviteter til flådestationerne i Korsør og Frederikshavn, mens Holmen blev lukket ned.

Missil-æraen blev indledt i 70’erne med leveringen af 10 missil/ torpedobåde fra Ålborg Værft.  De  fik alle installeret Harpoon missilet.  Denne missiltype var udviklet til bekæmpelse af  fjendtlige skibe og landanlæg.

Fregatterne i Peder Skram-klassen fik ved en modernisering i 1980 foruden Harpoon missiler også installeret Sea Sparrow missiler, som er et luftforsvars-missil.

I løbet af 90-serne fik flåden tilført en del nye skibe, bl.a. 4 store inspektionsskibe af Thetis-klassen, som primært skulle anvendes til farvandsovervågning og fiskerinspektion ved Færøerne og Grønland.

Afsnit 23

Den Kolde Krig sluttede med Sovjetunionens fald i 1991, men våbenkapløbet mellem parterne havde resulteret i en voldsom udvikling af højteknologiske våben og andet udstyr til militære formål, hvilket holdt det meste af verden i en alvorlig spændings- tilstand.

Som medlem af NATO var Danmark forpligtet til at yde bidrag til NATO’s fredsbevarende engagementer,  og korvetten Olfert Fischer blev i 1990, som det første danske bidrag sendt til Golfen i forbindelse med Irak krigen. I tiden efter har adskillige af flådens skibe deltaget i både NATO og FN aktioner rundt i verden.

Ved årtusindskiftet var den danske flåde veludrustet og teknologisk opdateret. I forbindelse med flådens deltagelse i NATO aktiviteter havde der vist sig et behov for større enheder, og i 2010 fik Søværnet leveret 3 nye fregatter, Ivar Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel.

(PETER WILLEMOES)