Bymodellen blev oprindelig bygget til Århus Bymuseums permanente udstilling.
Det tog godt 2 år at færdiggøre projektet, selvom vi det meste af tiden var tre modelbyggere i arbejde.
Modellen består af 37 elementer, og måler ca. 4 x 3½ meter.
Bunden af modellen er opbygget af lag af styroporplader udskåret efter højdekurver, og bygningerne er lavet af pæretræ, suppleret med acryl.
Modellen var udstillet på Bymuseet fra 2007 til museets lukning i 2012. Herefter blev den lagt i ‘mølpose’, indtil 2014 hvor den efter initiativ fra stadsarkitekt Stephen Willacy, blev genopstillet på hans kontor. På det tidspunkt hvor modellen blev lavet var der ikke afsat plads til østhavnen med containerterminalen. Men i 2014 var området blevet meget mere interresant, og Stadsarkitekten ville derfor gerne have modellen udvidet, så det nye Århus Ø kom med.
Det skal indskydes, at den oprindelige tanke med modellen var at den skulle være nutidig, og altså holdes ajour med byens udvikling.
Samtidig med at jeg fik opgaven med at udvide modellen med østhavnen, ventede der, og venter stadig, også arbejde med ajourføringen. Der er virkelig sket meget i byen i den periode hvor modellen har sovet ‘Tornerose-søvn’.
Modellen er nu blevet flyttet til Rådhuset i det område hvor der tidligere var Borgerservice.